Skip til hoved indholdet

Du kan her læse artiklen med en af vores lejere. Fru Hundebøl har boet i samme lejlighed i ikke mindre end 70 år. Vores journalist har været forbi vores trofaste beboer, og det er blevet til en varm artikel om livet i samme lejlighed med mand, børn og fællesskab.

Du kan her læse artiklen med en af vores lejere. Fru Hundebøl har boet i samme lejlighed i ikke mindre end 70 år. Vores journalist har været forbi vores trofaste beboer, og det er blevet til en varm artikel om livet i samme lejlighed med mand, børn og fællesskab.

Det er 70 år siden, at Ungdomsbo byggede de første boliger. Det var 4 blokke med i alt 75 lejligheder på Toftsvej. Her flyttede unge familier ind, bl.a. også Marie Hundebøll (91), hun bor her endnu 70 år senere og endda i samme lejlighed.

- Jeg var kun 20 år, da vi blev gift, og det første år boede vi i et kælderværelse, så det var ren luksus at flytte ind i denne lejlighed, fortæller fru Hundebøll.

Det var boliger med badeværelse med badekar, koldt og varmt vand i hanerne og radiatorerne, der gav varme i stuerne. Det var bl.a. viceværtens opgave hver dag at fyre med kul, så der både var varmt vand og varme i radiatorerne. Luksus som ikke mange havde dengang for 70 år siden.

- Jeg husker endnu dengang, jeg var på boligkontoret med de 800 kr. i indskud. Det var mange penge for os. Dengang var huslejen for en 3 værelses 130 kr. om måneden. Vi havde sparet penge samme til både indskud og møbler til vores nye lejlighed, hvilket var muligt, fordi vi begge i starten af vores ægteskab arbejdede. Jeg arbejdede dengang i forretning, fortæller fru Hundebøll, som er det navn alle kender hende under på Toftsvej.

10 år senere flyttede Halvor Rasmussen ind sammen med sin hustru og to børn, og han bor her stadig efter 60 år. Vi satte de to stævne, og det blev en lang snak om gamle dage. Det var dengang, der var et blomstrende butiksliv på Darumvej med hele tre købmænd. Ja, der var alt, hvad de havde brug for.

De fleste kvinder var hjemmegående efter at der kom børn til, og det betød stort sammenhold.

- Der kunne godt stå 10 barnevogne på rad og række herude foran blokken, og vi mødtes til dameaften, i strikkeklub, bankospil og til arrangementer for børnene såsom udflugter og fastelavn. Det var et dejligt sted at bo og et godt sted for vores to drenge at vokse op. Her var der altid legekammerater, siger fru Hundebøll. Der blev også oprettet en hobbyklub, og den fungerer endnu. Det er dog mest billard, der spilles.

Fru Hundebøll: 70 år i samme lejlighed

- Tænkte I aldrig på at flytte i hus? Der var jo ikke megen plads til en familie.

- Vi har da overvejet det, men vi turde ikke af økonomiske grunde, og vi boede jo godt. Og pladsen, ja i starten sov drengene i samme værelse. Da de blev større, fik de hvert sit værelse, og vi sov i stuen.

Heller ikke Halvor Rasmussen overvejede at flytte.

- Vi boede jo godt og med en fantastisk udsigt. Dengang vi flyttede ind var en normal ugeløn for en bager 200 kr., så der var ikke meget at rutte med, når der kun var én indkomst i familien. Senere købte vi bil og campingvogn i stedet for.

Dengang i 60’erne var der omkring 45 børn i blokkene, husker Halvor, nu er der 11! Dengang var det unge familier med børn, der flyttede ind. Nu er det oftere enlige eller unge mennesker. Dengang blev familierne boende i mange år, nu er der stor udskiftning, men boligerne er stadig attraktive.

I dag er det Tom Pedersen, der er afdelingsformand, og sammen med bestyrelsen er han ved at lægge planer for, hvordan jubilæet skal fejres i 2020.

Fru Hundebøl